T-bikes.com Hi-Tech Carbon Performance Bikes

Har egenligt ikke meldt mig til nogen motionscup i denne sæson, men denne søndag med høj sol, og perfekt træningsforhold trak det alligevel for at komme ud og køre lidt race. Alternativet til den populære DustCup, og den mindst lige så populære HotCup hvor man i nogle afd. kører 2t. i stedet for de traditionelle 80 min. Idag var det 2t i Hareskovens bumpede terræn.

Der var ikke sparet på træningen dagen inden og et par faretruende trætte ben til træningen om lørdagen satte forhåbningerne lavt og da startlisten talte ikke mindre end nummer 1 og 2 fra XC DM sidste sæson, ja så skulle tempoet nok være deroppe hvor det gør lidt ondt.

Havde valgt en go opvarmning inden løbet, kørt ruten et par gange, og den var der ingen ben i. Eneste svære udfordring var dog at finde vej på en noget mangelfuld opmærkning. Tid til start og placering af dunke til turen. Grundet det lange løb skulle der bruges mere end 1 dunk og uden nogen til at forsyne én så måtte man klare sig selv.

Kom afsted med Simon og Jens fra HMTBK. De 2 føromtalte hurtige herrer, som udover jeg selv nok var favoritter til en sejr. Noget overraskende sad en gammel kending fra mit hold Michael Grønbech også med på hjul, så det var 2 mod 2. Fair hold skulle man mene. Jeg forsøgte flere gange at sætte tempo for lige at se hvordan folk var kørende. Desværre intet ønskeligt resultat. De blev bare siddende i mit baghjul. Sørens også..!

Der skulle en punktering fra Simon til for at gruppen blev reduceret til 3, og det var nu 2 mod 1. Flere gange bliver der forsøgt rykket, og på en meget hurtig 11km rute begyndte det mere og mere at ligne et landevejsløb. Efter 3. omgang var trafikken af ryttere man nu hentede med en omgang blev massiv og det skabte de sædvanlige problemer. Det begyndte nu at blive en smule hasarderet at overhale hvis man skulle holde sig i gruppen. På vej ud på 4. omgang skal der tænkes op, og både Michael og jeg stopper for lige at skifte dunk, også giver det jo lidt sig selv at 3. manden smider hammeren og kører med alt hvad han har. Jens var stærk, men lidt en kedelig afslutning på løbet. Nuvel. Jeg klarer mig hæderligt på en 2. plads foran Michael og er fint tilfreds. Sidste udfordring var nu om jeg skulle køre over Frederikssund eller Jyllinge på turen hjem. Vejret var perfekt så sluttede lige af med 2.5t transport tilbage til Holbæk, og det blev over Jyllinge. Det blev en lang dag på kontoret, og benene var godt trætte dagen efter:-)

Casper

Casper rapporter fra Tyskland:

Har efterhÃ¥nden haft en del internationale starter, men denne var alligevel noget specielt. Benjamin og jeg fra holdet var taget et godt stykke ned gennem Tyskland for at deltage i Bundesliga’ens 1. afd. Vi havde fÃ¥et lift sammen med Louis Bendixen fra DMK, og hans far. Det skulle nok blive en hyggelig tur.

Afgang fra Valby tidlig fredag morgen, og 12t i bil så var vi ankommet til stævnepladsen i Munsingen. Kl. var omkring 20.00, men der blev alligevel tid til en lille rulletur for lige at se den Bikepark som ruten sluttes af i efter hver omgang. Så lidt mad, også tid til at finde vores hotel. En privat inlogering i en lille tysk landsby. Man kunne forvente det værste, men det var langt over standard. Store dobbeltværelse med masser af plads til at rode hvis man er til sådan noget:-)

Benji og jeg fik pakket ud og læst det sidste nye nummer af Bike inden lyset blev slukket. Lørdag morgen stod den på let træning, og om eftermiddagen skulle vi forsøge at kvalificere os til at gå videre i sprint løbet. Et race hvor man først kørte en enkeltstart på en kort rute, og havde man så en tid der var blandt de 30 bedste gik man videre til Heats med 5 deltagere. Efter en noget rodet start hvor det på et tidspunkt så ud som om vi ikke fik lov til at starte fik vi alligevel vores omg, men ikke hurtige nok til at komme videre. Slog dog Benjamin med et lille sekund så turen var startet godt:-)

Søndag skulle vi så måle os med det meste af verdens eliten. Pga. Bundesliga løbsrækken er skåret fra 8 til 5 race er der mere kamp i de enkelte afd. og denne var ingen undtagelse. Stort set hele verdens eliten bla. den olympiske mester Absalon stod til start. Deriblandt nok det meste af de hurtige tyskere/schweizere så der skulle nok blive kamp om pladserne. Mit mål for dagen var at forsøge at komme med i starten, også køre hver omgang som var det den sidste. Når man kører løb som dette så er der stor chance for at blive fældet på 80% reglen. Det betyder at hvis man er mere end 20% efter den førende rytter tidsmæssigt per omgang bliver man pillet ud for ikke at lægge i vejen. Derfor starter folk ud som sindsyge, og mit mål var at forsøge at gennemføre hele løbet. Nemmere sagt end gjort.

End overraskende god seedning gjorde det en smule nemmere at komme med i front og ikke skulle kæmpe sig fra sidste position til midt i feltet. Det betød dog ikke det store for jeg laver en forfærdelig start og er hurtigt tilbage i den sidste 1/3 del. Så starter vi bare derfra:-(

Ruten var ikke synderlig teknisk. En del grus, et par nedkørsler hvor man kunne køre meget stærkt, også lige afslutning på Bikeparken. Jeg kommer afsted på de første par omgange i med i en gruppe hvor jeg egentlig synes det går meget godt. Benene er dog ikke helt vågne, og jeg må passere mål omkring 65-68 stykker. Det var som om benene langsomt begyndte at virke og hentede stille og roligt nogle som havde lagt hårdt ud, og nu betalte prisen. Langsom kravler jeg op gennem feltet, men faren for at blive pillet ud lurer hver evig eneste gang jeg passerer mål området. Selvom jeg på tidspunkter havde håbet på de ville stoppe mig gjorde de det ikke og jeg får alle 8 omg i en tid på 1t 52min. En tid der rak til en 47. plads. 12 min efter den vindende rytter Ralph Naef fra Multivan Merida. Benjamin slutter noget længere fremme som nummer 25, kun 6 min efter.

Man får rigtig meget erfaring, og rutine ved at køre i disse store felter så det er bestemt ikke sidste gang. Herhjemme er man vant til hurtigt at kunne komme med frem i front. Det kan man bare ikke dernede. Der kæmper man om hver eneste meter, hver placering. Nu var der kun tilbage at køre de 12t hjem igen.



Søndag d. 25. april havde Aarhus 1900 og SIF cykling inviteret til XC Marathon, på noget der nok kan beskrives som Danmarks hårdeste rute. Team T-bikes var reprænsenteret af undertegnede og Niels Bay Petersen. Vi kørte derover lørdag eftermiddag og nåede både at få trillet en tur i skoven og spist en gang italiensk sammen med tre flinke DMK’ere (tak til Leif, Morten og Kasper for en hyggelig aften) inden vi gik til køjs i vores lejede værelse hos Vibeke i parcelhuskvarteret på Hejrevej.

Vejret viste sig fra sin bedste side og sporet var knas tørt. Da starten gik, lagde Henrik A. (HMTBK) fra land og så var udskilningen i gang. Hurtigt var frontgruppen decimeret til fire, og da vi ramte de første lange stigninger, fik jeg trukket fra i front. Allan Bachmann (Aarhus 1900) kom op til mig og vores lille duo arbejdede hårdt derudaf.

Det var ikke meget vi så til vores konkurrenter, før vi skulle ud på den sidste 23 km runde. Søren Nissen (Team ST/M1) var nu under et minut fra os. Bachmann skruede tempoet i vejret, og hen over rutens hårdeste stigninger var Nissen ikke længere at se bagude. Det så ud til at vi skulle afgøre sejren imellem os.

Søren Nissen ville det anderledes. Med fem kilometer til mål startede rutens sidste reelle stigning, og da jeg kiggede mig over skulderen var duoen blevet en trio. Men det var ikke nok for Søren. Han rykkede væk midt på stigningen og lavede et stort hul vi umuligt kunne lukke – flot kørt.

Allan holdt kæden stram hele vejen til mål og kunne velfortjent tage andenpladsen foran mig.

Dagens podie blev altså: 1. Søren Nissen, 2. Allan Bachmann, 3. Rasmus Jessing

Niels Bay kørte sig efter en lidt uheldig start ind på en solid 13.plads.

Som sædvanlig var Silkeborg XCM et perfekt arrangeret cykelløb – tak for det.

Resultater og flere billeder her: http://www.sif-mtb.dk/

Niels Bay havde fundet vej til Helsignør, og skriver her sine oplevelser fra 1.Afd. af DUSTCUP 2010.

Var vinteren alligevel ikke helt overstået, tænkte man da en massiv haglbyge tordnede ned over startområdet 15 min før start ved 1. Afd. af Dustcup 2010 ved Helsingør.

Heldigvis forsvandt haglene, da man skulle til at finde sin plads i startboksen.

I år foregår Dustcup med 2 starter, så den hurtigste halvdel, får lov at starte for sig. Ikke desto mindre var der ca. 250 mand til start. T-bikes stillede op med 7 mand herunder svenske Martin Wenhov og Stefan Larsson. På trods af fravær af Benjamin Justesen, Casper Saltoft, Jonni Junker og Mads Bødker, var det op til os andre at vise den nye T-bikes trøje frem. Størstedelen af Holte MTBs og DMKs kanoner var mødt op, så alle var godt klar over det var en stor opgave, hvis holdkonkurrencen skulle føres an.

Startsignalet skød og hen af startloopet, var der den sædvanlige positionskamp. Første forhindring var en rodfyldt opkørsel, som krævede balance,  greb og lidt held. Jeg følte mig tryg ved at sidde i 5. position, men desværre kom der hul til de forreste da den store Jens Gorm fra Holte lavede pedalkage. Det betyder ikke noget tænkte jeg, for det er jo MTB sportens svar på et godstog, og Jens Gorm kørte mig også op til de 4 forreste på det næste grusvejsstykke, så det var jo helt optimalt.

Så nu skulle der bare holdes til -  da vi nåede op kunne jeg se Rasmus Jessing stadig var i hopla og ikke bange for at føre gruppen an. Et ryk på en lille opkørsel fik mig til at miste gruppen desværre, Jeg var på trods af opkørslen kommet gevaldigt meget op i det røde felt, og måtte desværre lade mig falde lidt tilbage hvor Frederik Mørkeberg kom cyklende på sin cirkushest. Mørkeberg har det nogen gange med at lægge for hårdt ud som mig selv, men på imponerende vis kunne han holde cirkushesten i galop. 2 dages eksamenslæsning, havde gjort Mørkeberg tilstrækkelig viljefast, så da Crossfænomenet Tommy Nielsen kom op lod han sig heller ikke slå ud. Desværre kunne jeg nu endnu engang ikke bavare den tekniske kontrol i den røde zone og måtte også slippe denne gruppe. Så næste mand der kom op og trak, var det store comback Michael Grønbech, der den seneste tid, har erstattet hårdtarbejdene attachemappe , med veltrænende muskler. På bedste Grønbeck-vis, sejlede vi på ny af sted, store malende pedalomdrejninger, god tid på langsiden og på forunderlige vis, temmelig effektivt alligevel. Overhalingerne tog til, der var faktisk rigtig mange på sporet, så selvom Michael ikke bruger nogen kræfter på at råbe højre om eller venstre om, så formår han alligevel at smutte forbi en massemenneske i 3 store pedaltråd. Der mistede jeg endnu en mand, ok når nu det var en klubkammerat der kørte fra mig, og det var heldigvis sidste gang det skete. I mellemtiden havde Rasmus Jessing taget initiativ til selv at køre, og fik oparbejdet et forspring på ca. 2 min. til de nærmeste forfølgere. Det   gav ham samtidig overskud til at konstatere at en hel del efterhånden er begyndt at køre på hvide Shark cykler blandt skovens gæster.

I mål præsterede Rasmus sin første Dustcup Sejer i karrieren, Grønbech  blev nr. 5, Frederik Mørkeberg 7, Niels 8, Martin Wenhow 12, (3 i Hr40) Frederik Kjeldsen nr. 16, og Stefan Larsson samlet  nr. 35

Holdkonkurrencen føres nu an af Team T-bikes, takket være holdets bredde,   men det bliver en tæt kamp at bevare den.

Tak til Morten Duelund for fotos.

Flyveforbuddet som har lammet størstedelen af Europa gjaldt ikke i Værløse, hvor den tidligere militære flyvestation i weekenden dannede rammen om et mini etapeløb.

Etapeløbbet bestod af 3 etaper –Lørdag en prolog på 6 km efterfulgt af et criterium.

Søndag stod der et længere linieløb på programmet.

Rasmus Jessing og undertegnede Mads fra teamet tænkte at det ville være en god gang træning, og en fin mulighed for at få lidt fart i stængerne. Rasmus, der vil til VM på marathon distancen, så det lange linieløb som en god forberedelse, og havde meldt sig til i A klassen. Han formåede at sidde rigtigt godt med, så med lidt mere rutine og tid på cyklen kunne han sikkert blande sig i striden helt fremme i feltet.

Personligt havde jeg en lidt anden og mere ambitiøs dagsorden –jeg er aldrig blevet bedre placeret end en 4.plads i et landevejsløb, og det skulle der laves om på. H50 klassen er fuld af gamle kendige, som her tidligt på sæsonen endnu ikke er rykket op i klasserne, så der var lagt op til nogle hårde dage.

1. Etape. Prolog – 8 grader koldt 10-12 sekundmeter vind på en flyveplads.

Alt det dyre isenkram var kørt frem til start, enkeltstartscykler med hjulsæt der får prisen på en XX gruppe til at blegne, fantomdragter og aerodynamiske hjelme. Jeg var på min TOKEN Corsa racer.

3-2-1-Kør allerede efter 500 meter i modvind stod mælkesyren som klumper i benene, så kom en tur ned af landingsbanen nu med medvind og 55 km/t. Michael Barfod flere gange medaljetager ved WM i Enkeltstart for Veteraner startede 30 sek. efter mig så det var bare et spørgsmål om tid før han kom susende forbi mig, det skete lige inden vi kørte ud på landingsbanen igen, denne gang i modvind farten var nu nede på sølle 29 km/t, så på de sidste 2 km. Taber jeg yderligere 30 sek. til Barfod, hurtigste Mand var Henrik Parbst som er uhyggelig stærk. Reslutatet af 9.55 minutters slid var en 10. Plads lidt over 1. min. efter vinderen.

2. Etape. 65 Km. Criterium. Mit taktiske og strategiske overblik i et landevejsløb er  desværre ikke så godt –men hvordan skulle det også blive det med 2-3 starter om året. Faktum er at jeg nok bruger for mange kræfter og energi bare på det at sidde i et felt. Jeg har aldrig haft held/dygtighed til at komme med i reelt udbrud og sådan skulle det heller ikke være på denne dag. Jeg kom af sted med Parbst et par gange, men hver gang havde vi nogle andre ryttere med som ikke ville lave noget, til sidst blev det for meget for Parbst så han kørte alene med 2 omgange tilbage –ham så vi aldrig mere.

Tilbage i hovedfeltet var der det sædvanlige ævl og kævl -den dårlige stemning som i virkeligheden nok er årsagen til at jeg begyndte at køre MTB. Jeg trak mig fra fronten og koncentrerede mig om at spare kræfter til spurten som var uundgåelig, da ingen kunne blive enige om noget som helst. På opløbsstrækningen havde jeg udset mig et par stykker som jeg ved er hurtige, planen var at sidde på hjul af dem så længe som muligt og så prøve at komme forbi –Ved DM. sidste år kørte jeg om 3. pladsen men glemte at skifte gear -det skulle ikke ske igen. Med 200 meter igen rykker jeg med alt hvad jeg har, og flyver forbi uden at have nogen med på hjul -fed fornemmelse 2. pladsen er en realitet.

3. Etape 102 Km. linieløb.  Jeg var nu ikke i tvivl om jeg er en af de stærkeste ryttere i feltet. Kunne jeg ramme det rigtige udbrud –Læs med Parbst, var en podieplads i det samlede etape løb ikke langt væk. Taler med ham inden start, han skal ikke så meget de første omgange han fører med 5. Min i klassementet!! Jeg vælger en afventende taktik hvor jeg vil holde mig til ham, det holder lige præcis 10 min så bliver der rykket i front –vi er åbenbart ikke de eneste der har talt sammen inden løbet! Jeg sidder nu med fremme da jeg er bange for ikke at komme med i det afgørende udbrud, og gudhjælpemig om Parbst ikke rykker efter en halv omgang –mig på hjul og 2 til 3 andre men historien gentager sig, de vil ikke noget. Kis pus legene fortsætter endnu en omgang, indtil en rytter får listet sig af sted, og lidt efter Barfod, Parbst rykker efter dem -ingen i feltet gør noget, med de to tempokonger i udbrud var jeg klar over at det nok var nu det skete, venter lidt og ser om der ikke er nogen der prøver at komme op til dem, så jeg kunne komme lidt billigere derop -Men nej! De har nu fået 200-300 meter, alt eller intet tænker jeg, og giver den alt hvad den kan trække -det hul skal bare lukkes så hurtigt som muligt, kommer op til dem med Max puls. Samarbejdet kører som smurt dog med en træt 4. mand som ikke tager mange føringer så reelt er vi 3. mand der laver rulleskift vi får hurtigt oparbejdet et så stort forspring at min podieplads er i syne.

Ud på sidste omgang har vi over 4. min til feltet. Nu får Parbst en siver og ender til sidst med at udgå –Uretfærdigt han var klart den bedste mand. Vi andre 2 ½ mand fortsætter, tiden måtte jo ikke sættes til. Lidt snak inden opløbet om vi ville køre om det eller ej, så klart jeg ville køre om det, muligheden for min første sejr lå lige foran mig. Men 1500 meter til mål i modvinden rykker Barfod, smart nok lige efter at jeg har taget en føring, med de sidste kræfter kommer jeg op til ham –PYH. Jeg lægger mig nu bagerst for at afvente hvad de finder på, med spurtsejren fra dagen inden i baghovedet var jeg rimelig rolig. Med 200 meter igen gjorde jeg mig klar til at køre, samtidigt rykker de andre men de kan ikke følge med –Min første landevejs sejr er en realitet SUPERFEDT.

Tænk at jeg skulle blive sprinter på mine ældre dage!! Der er ingen tvivl om vores træning er rigtig god.

Summa summarum af weekendens anstrengelser en 1. Og en 2. Plads på de to Etaper og en samlet 2. Plads i klassementet.

Bonus for placeringerne: 2 flasker 5 liter magnum Italiensk rødvin  plus lommepenge –Kom igen DUST, SLUSH og SHIMANOLIGA.

Tak for lån af fotos til Ask Hybel og Hvidovre CK.

Påskesøndag måtte familieidyl, sildemadder, æggetrilning og Linie Akvavit vige for første afdeling af ShimanoLigaen på Møn.
DMK arrangerede, og løbet var i år et UCI kategori 2 løb. Det havde for alvor trukket udenlandske ryttere til startstregen og vi havde selskab af velbarberede ben fra både Norge, Sverige, Australien, Belgien og Tyskland. Et solidt felt med små 50 startende i eliteklassen.

Turen til dette hjørne af kongeriget foregik i lånt bil pakket med cykler, mit personlige heppekor, tankstationskaffe og pølsemadder hjemmefra til at sikre ro på bagsædet. Der var også blevet plads til Niels fra teamet, som ikke sådan lader sig skræmme af to bagsædechauffører på omkring en meter.

Vejret var let overskyet fra morgenstunden, men undervejs til Møn blev det gradvist værre. Temperaturer under ti grader og regn i tunge kaskader lovede bestemt ikke godt for to timers cykelsjov i skovbunden. Da vi kom frem var hele startområdet indhyllet i tæt tåge og ud af disen dukkede det ene mudderklædte spøgelse efter det andet. Skoven lignede noget der egnede sig mere til en Robin Hood film end cykelløb. I det øjeblik må jeg indrømme at en kop kaffe og et stykke kage i caféen var det mest fristende .

En lille prøverunde afslørede at ruten bød på store dele løb med cykel, en specialitet vi trods alt har fået øvet en del over vinteren i høj sne.
Godt varmet op gik en lidt hektisk start ned af en bred grusvej; 500 m og så 120 grader til højre ind på en smal sti. Positionskampen var temmelig hektisk og jeg lå nogenlunde placeret omkring nr. 10. Fik kæmpet mig gennem det værste pløre og avancerede nogle pladser, selvom de to førende ryttere var over alle bjerge. Kørte ud på anden af de fem omgange i fjerde position. Forholdene på ruten var helt specielle og kan bedst beskrives som en blanding af mudderspeedway og terrænløb med cykel (der svulmede til dobbelt vægt og størrelse på grund af de voldsomme mængder klistret lerholdigt mudder). Alt sammen noget, der trak kræfter ud af hele kroppen, og jeg måtte også gå ned i tempo og vinke farvel til top fem.

Så var det på tide at fokusere på det positive. Benjamin fra teamet lå godt placeret ude foran, og Mads dikterede stabilt tempo fra sidelinjen. Mit eget heppekor gav også lidt ekstra motivation, men tingene tegnede ikke så lyst, da jeg blev hentet af Jens Gorm Hansen og Jonas Pedersen fra HMTBK. Lidt af et deja-vu da jeg frygtede den skæbne, der overgik mig flere gange sidste sæson, når Jens kom stærkt kørende sidst i et løb. Min yngste datter Astrid på 2 begyndte også at heppe på Jens (Kom så Dagmars far!) Mine to følgesvende begyndte dog at se lidt slidte ud; og da jeg prøvede dem lidt af på en solid stigning, måtte de begge slippe.

Overskuddet kom tilbage, og på vej ud på sidste omgang overhalede jeg Christian Poulsen (Kolding BC), der prøvede at holde kramperne på afstand og ikke kunne følge mit nyfundne tempo.

På vej ind mod mål dukkede Benjamin op mellem træerne, men jeg kom aldrig nærmere end 30 sekunder. Facit er en tilfredsstillende femteplads, og top tre var ikke længere væk end 50 sek. Klaus Nielsen fra Team Mühle-Pronghorn Racing var i en klasse for sig og sejrede mere end fire minutter foran nummer to. Påskeharen så vi ikke meget til denne eftermiddag.

Resten af holdet klarede sig også godt, og især Casper Saltoft var ikke langt bagefter med nogle gode stabile omgange.

Frederik Kjeldsen blev nr. 2 i U19 og kørte som et Schweizerur tre omgange indenfor 2 sek! På de sidste omgange var der ikke så langt op til Jonas Pedersen. Frederik har været plaget af en knæskade siden Januar som heldigvis er i orden nu, men det har naturligvis sat ham lidt tilbage.  Det bliver spændende at se hvad de næste måneder bringer.

Teamchef Mads Bødker vandt sikkert i H40. Selvom en lille gren i bagskifteren truede med at ødelægge dagen -det blev kun til et bøjet drop og en bagskifter krøllet ind i egerne, som til alt held kunne bøjes på plads så omgangen kunne køres færdig i single speed.

 Resultater kan findes her: ShimanoLiga

Alle fotos er taget af team prospect Anton Bødker