Midt i marts var Mads og jeg blevet inviteret sydpå for at deltage i Gran Canaria Open MTB: Kriterium om fredagen og maraton om lørdagen. Jeg havde valgt at tage familien med (Mathilde 31, Sigrid 6 og Astrid på 2 år), så vi alle sammen kunne få en uges ferie, sol og varme under mildere himmelstrøg.
Vi blev indkvarteret på Hotel Gloria Palace, en betondinosaur fra midten af 60’erne med små 500 værelser; komplet med overdådig buffet, klaverbokser i lobbyen, all inclusive gæster (læs drinks og smøg i hånd fra morgen til aften), swimmingpools på terræn og tag, bingo og boccia, cykelcenter, spa og nudistområde. Og så har jeg ikke engang nævnt aftenunderholdningen der bl.a. inkluderede dansekonkurrencer, modeshow og mandestrip! Vi fik et fornemt værelse med balkon, to soveværelser og rigeligt plads til både børn og cykel.
Øen byder på mange muligheder for både landevejs- og mountainbiketræning, og i det tidlige forår er der ikke mange destinationer, der kan konkurrere med de Canariske Øer. Mads og jeg fik kørt nogle gode ture i dagene op til løbene, og fik samtidig vænnet os til temperaturen, der kom op over 30 grader midt på dagen, og et godt kendskab til maratonruten.
Fredag eftermiddag stod der kriterium på menuen. Jeg havde alle mine piger med for at heppe, så det kunne ikke gå helt galt. For os danskere var det en noget uvant løbsform. Alle bliver delt ind i heats med 5 eller 6 ryttere og så skulle en kort bane køres for fuld damp. 2-300 meter på en grussti, der svingede let til venstre, så fire 90 graders sving på grus og asfalt og overmålstregen for at køre ud på en ny 30-40 sekunders runde. Hver gang man passerede målstregen blev den bagerste pillet ud, indtil man kun var tre tilbage, der så gik videre til næste runde. Det var bare om at have albuerne ude, og komme først ind i de skarpe sving. Derfra kunne positionerne ikke ændres før målstregen, så der var ikke plads til fejl. Desværre kom Mads og jeg i det samme indledende heat, og det var kun mig, der gik videre. Det lykkedes mig dog at komme i finalen. Men i den hårde kamp i første sving måtte jeg se mig mast på plads af en solid belgier, og min position som fjerdemand blev lavet om til sjettemand, og så var jeg ude af den kamp. En lidt skuffende placering, da der var præmier til de fem første. Corratec World Team tog sig af de to første pladser efterfulgt at to spaniere fra Team Kamikaze med min belgiske banemand på 5.pladsen.
Dagen efter skulle det rigtige slag stå. 85 km og omtrent 2500 højdemeter. Efter en masterstart med indlagt tissepause tog et par hollændere hovederne under armen og trykkede den af på det første flade stykke asfalt, som om løbet ikke varede mere end en håndfuld minutter. De formåede endda at lave huller til hinanden, for så at køre dem ind igen – meget mærkelig taktik. På den allerførste stigning kunne de overhovedet ikke sidde med, og så var scenen sat for det rigtige cykelløb. Henk-Jaap Moorlag fra Rabobank Offroad Team tog fronten og undertegnede var lige bagefter. Vi fik hurtigt hul til de andre favoritter. Efter et hårdt udlæg kunne jeg mærke, at det var for ambitiøst at sidde med helt forrest, og jeg måtte slippe den førende rytter. Jeg holdt dampen oppe i 20 min. men kunne så se en gruppe nærme sig bagfra. En hurtig beslutning om at vente på nogen at køre sammen med, gjorde at jeg her en time inde i løbet kunne sætte mig op og få spist og drukket godt. Der blev hurtigt samling og mine fire nye følgesvende var en østriger og en ungarer fra Corratec World Team, Andreas Strobel fra Team Vaude-Simplon og James Ouchterlony en brite, der vandt det løb vi tidligere på året deltog i på Lanzarote. De kiggede lidt på mig og spurgte om jeg var ok 
, måske håbede de på at jeg var gået kold – i så fald måtte jeg skuffe dem. Efter et kort stykke asfaltvej svingede vi skarpt til højre og så steg grusvejen lige op i himlen mod rutens højeste punkt. En hurtig udskilning og så var vi tre mand tilbage i gruppen. Desværre punkterede Guido Thaler fra Corratec og så var vi to. Så fulgte en lang nedkørsel efterfulgt af en flodseng med store løse sten og fire-fem vandpassager. Min makker på det her tidspunkt var Andreas Strobel, der tidligere er blevet både nummer 2 og 3 i TransAlp. På vej nedad og gennem de tekniske passager af sten og floder, havde han svært ved at følge med, men på den modsatteside fik vi et fint samarbejde op at køre over et langt fladt grus- og asfaltstykke. Vi kunne ikke se den førende rytter og diskuterede lidt om vi havde en chance for at fange ham. Strobel forsvarede en samlet føring i Canarias Cup og ville helst køre sikkert. Vi aftalte at sætte farten lidt ned i næste depot, og tankede op med vand og en tår cola. Umiddelbart efter tog vi hul på de sidste stigninger. Jeg holdt et jævnt højt tempo og Strobel måtte slippe mit hjul. Så fik den hele armen, og hullet voksede. Da jeg efter den sidste stigning svingede til højre uden at kunne se nogen bagude, manglede der blot en lang nedkørsel efterfulgt af det stenede stykke gennem flodsengen fra tidligere og en grusvej ind til mål. Små 15 km.
Der skulle på det tidspunkt overhales langsomtkørende, og da jeg skar gennem roughen skete der noget. Pfffsssss! Nejnejnej. Punktering. Hurtigt af med hjulet, men jeg kunne ikke få dækket af. Fumlede og fumlede og prøvede at fokusere. Fik endelig krænget dækket af og slangen flået ud. Rullede reserveslangen ud og skulle til at pumpe den op da ventilen knækkede af! ”Det er simpelthen løgn det her” Sidste mulighed var at lappe den punkterede slange. Hullet var dog så stort, at jeg først ikke kunne finde det, fordi den ikke holdt luft da jeg pumpede den op. Fandt hullet og fik sat en lap på – og først da blev jeg passeret af Andi Strobel. Men jeg kunne simpelthen ikke få luft i den forbandede slange. En sidste udvej dukkede pludselig op i form af Michael Kalivoda fra Team Ghost/Maloja. Jeg råbte: ”Tube?” og han svarede: ”Slauch?” JA for helvede. Han satte farten ned og kastede en slange til mig. ”Viel dank Michael” Men ville den holde luft? NEJ. Cyklen røg på nakken og min lange gåtur mod mål begyndte. Endeligt ude af løbet fik jeg af mine lungers fulde kraft brølet min frustration ud over Gran Canarias bjergskråninger. Det der ellers lignede et solidt internationalt resultat i et felt med flere professionelle endte i absolut ingenting. ØV.
På den lange gåtur fik jeg ellers to nye slanger og hjælp fra både Corratec World Team (nåede at køre 6-700 m før jeg punkterede igen) og Milena Landtwing fra Team Rothaus-Cube (en venlig spanier fik knækket ventilen af dén slange i sit forsøg på at pumpe den op). Endte til sidst i et spansk militærkøretøj, der så ud som om det kunne spise en Hummer. Hvordan man overhovedet kan køre nogen form for bil i det terræn er mig stadig lidt af en gåde, og jeg var da glad for, at jeg stadig havde hjelm på.
Mads’ løb endte desværre også i en gang multi-punktering, så resultaterne var ikke så prangende.
Vel fragtet tilbage til målområdet, købte jeg to nye slanger og trillede i let nedtrykt stemning tilbage til hotellet, hvor jeg hoppede i poolen med mine unger. Det fik hurtigt humøret op igen.
Tilbage var to dages træning i varmen før snuderne igen blev vendt mod Danmark og et spirende forår.
Måske har vi revanche til gode?
Rasmus
Så er vi næsten i gang med sæsonen. Søndagens løb var vel en slags generalprøve på Superliga starten på søndag. Personligt har jeg haft et hårdt program de sidste tre uger, så jeg var lidt usikker på kræfterne. Jeg har dog følt mig i rigtig god form den seneste tid, så jeg tænkte “hvor intet vover, intet vinder”. Så da løbet blev givet frit ville jeg ind på singletrack stykket som den første. Da jeg lidt senere så mig tilbage, sad jeg alene i front. Jeg besluttede så at holde dampen oppe, og se hvad der skete. Faktisk skete der ikke så meget, jeg blev heldigvis aldrig hentet, og kunne kører i mål som vinder i tiden 3.06.2 for de 76km. Rasmus Jessing, der lige har vist storform på Grand Canaria, havde en dårlig start, men fik kørt sig tilbage og blev fortjent nr. 3. Casper Saltoft nr. 5, Johnni Junker nr.6, Frederik Kjendsen nr. 10 og Niels Bay nr. 18. Selv team chefen kørte flot og endte i tiden 3.02.00.
