T-bikes.com Hi-Tech Carbon Performance Bikes

Verdensmesterskaberne for veteraner.

Franske Pra Loup var for tredje gang vært for verdensmesterskaberne for veteraner. Pra Loup er en hyggelig skisportsby i de centrale alper. Mesterskaberne havde i år samlet over 1100 deltagere til Downhill og XC. Dette VM har det sidste år været mit helt store sportslige mål –med al ære og respekt for vores lokale onsdags verdensmesterskaber.

Torsdag.

Op 4.30 og med flyet til Nice 7.00. Jeg havde i sidste øjeblik fået overtalt min bedre halvdel Mikaela til at tage med –hun var ikke så svær at overtale. Efter lidt bøvl og ventetid sad vi nu i udlejningsbilen på vej mod Pra Loup, jeg havde hjemmefra set at motorvejen over Aix en Provence skulle være den hurtigste ca. 3 timer, men et kaffe stop på motorvejen bringer os i tvivl, vi køber et kort og vælger at køre den korteste vej, 4 timer, 1000 hårnålesving og en køresyg Co-Driver senere ankommer vi til Pra Loup, det skal dog siges at det var en meget smuk vej.

Jeg får hurtigt samlet SHARKEN, så jeg kunne nå ud og træne på ruten inden officielle træningstid sluttede. Ruten var absolut et verdensmesterskab værdigt 7.2 Km lang  med 270 højdemeter pr omgang. Nedkørslerne var virkelig i den giftige ende med drops, klipper, snævre passager mellem træer og det hele på en løs sandet bund som gjorde det svært at bremse. Jeg fandt hurtigt ind i flowet på ruten og kunne køre det hele, selvom det krævede en ekstra dyb indånding.

Fredag.

Gik med at slappe af og vente på den officielle træningstid kl. 14.

Trillede!! en runde, sporet var nu meget opkørt men stadigt til at køre, kunne fornemme i målområdet at der var rigtigt mange som måtte trække cyklen gennem de sværeste passager.

Hjem og vaske cykel og gå den igennem en sidste gang –alt spillede perfekt.

Mere afslapning –man bliver sgu helt træt af al den afslapning. Tid til at tænke løbet igennem atter engang –har tænkt på det i et år efterhånden. Det er mange faktorer der skal tages højde for, hvoraf rigtigt mange er ubekendte. Skal jeg lægge hårdt ud? Skal jeg følge de andre og se hvad der sker? Jeg kender kun Benny’s styrke hvor stærke er de andre? Beslutter mig for at holde mig til blandt de første for ikke at blive bremset for meget på nedkørslerne.

Lørdag.

ENDELIG kom dagen, jeg har gået med en mærkelig ambivalent følelse de sidste dage –glæder mig til at køre, men vil samtidigt ønske det var overstået jeg ved jo godt hvor hårdt det kommer til at blive -eller ved jeg det..?

Som National mester var jeg seedet i første række, så der stod jeg i mit rød/hvide landsholdstøj og prøvede at se sej ud.

8.30 Parat-start-kør løbet er i gang, mister et par positioner i start kampen, men får mig kørt op i top 5 på første opkørsel. På den følgende nedkørsel ser jeg at de kører meget forsigtig, med Benny hængene i bremserne forrest, pludselig styrter Østrigeren foran mig, jeg får lige kringlet mig forbi. Tænker nu, at det bare gælder om at komme helt forrest for at udnytte mig tekniske fordel –undrer mig over at ryttere der må køre i bjerge til hverdag ikke er bedre teknisk.

Får overhalet endnu en rytter ved at hoppe over en sten og er nu oppe på 2. Pladsen efter Benny, inden næste tekniske sektion SKAL jeg bare forbi ham -det ved han godt, så det bliver ikke nemt, det lykkedes dog efter endnu en fræk overhaling –Tak SLUSH og DUST man får sgu lært at overhale. Jeg ligger nu forrest i VM og kører fra de andre -helt vildt.

Første opkørsel virker meget tung, meget tungere end på prøverunderne jeg sidder i mindste gear og kæmper for at komme op –lårene brænder og jeg kan ikke få luft –satans dårlige bener tænker jeg. Opkørslen slutter med et klippe stykke hvor cyklen skulle bæres over, da jeg hopper på cyklen igen ser jeg at jeg i kampens hede har glemt at skifte ned på den lille klinge –Så tror fanden det var svært at træde den op, men værst af alt, skaden var sket –Jeg var eksploderet.

De næste 4 km gik mere eller mindre opad mod målområdet. I 1600 meters højde er luften noget tyndere skulle jeg hilse at sige. Så der sad jeg med tykke ben og lungerne langt ud af halsen og led. Det var nu kun et spørgsmål om tid før konkurrenterne kom bagfra og kørte forbi, først kom Benny derefter en Italiener Leonardo Arici, jeg kunne intet gøre. Tankerne fløj rundt i hovedet på mig, men en ting var sikkert jeg kunne umuligt køre 3. Omgange med de ben, alle medalje drømme forsvandt som dug for solen –tankerne om at udgå meldte sig kraftigere og kraftigere.

Med opbud at de sidste ressourcer –der skulle graves rigtig dybt, holdt jeg mig på cyklen. Det var nu et spørgsmål om at kæmpe mig op til nedkørslerne så benene kunne restituere bare en lille smule.

Jeg kommer op ca. 30 sekunder efter de første, vi skulle nu køre den sværeste nedkørsel –den var udeladt på start loopet. Da jeg begynder at køre ned ser jeg at de andre må løbe ned, jeg bliver på cyklen og indhenter dem hurtigt og kommer på hjul –og bedst af alt kommer der igen lidt liv i benene. Jeg skal forbi dem inden næste tekniske sektion så jeg kan få nogle ”gratis” sekunder til dem inden opkørslerne. Jeg kommer forbi, og finder nu ind i et tempo jeg kan holde uden at jeg går over. Jeg var godt klar over at jeg kørte langsommere end dem, men planen var nu at komme så langt som mulig før de overhalede mig, og så forhåbentligt have kræfter til at følge dem. Først kommer Leonardo forbi derefter Benny, men denne gang kan jeg lige akkurat sidde med.

Vi kører samlet ud på sidste omgang. Alle er nu klar over hvad det gælder om –at komme først til toppen inden nedkørslen. Kunne jeg få frit spor gennem hele det tekniske, kunne jeg få et solidt forspring –Leonardo havde i hvert fald luret det, på grænsen til det usportslige får han lukket mig af i en overhaling, jeg endte i en pæl med mine strimmel om styret. Kom hurtigt videre og fik brugt hele mit ordforråd at Italienske eder og forbandelser i bedste kaptajn Haddock stil. Der var nu for stort et hul til Benny og Leonardo til at jeg på bakken op kunne lukke det og komme først uden at brænde sammen igen. Jeg tog det nu med ro op, velvidende at jeg ville indhente dem nedad. Kommer hurtigt i røven på Leonardo som slæbende på sin cykel atter får spærret vejen for mig jeg var nu mere end rød glødende, lidt længere nede forsøger jeg igen at komme forbi –MEN NEJ. Benny kører sikkert videre og får et pænt hul til os, et sidste desperat overhalings forsøg lykkedes og jeg får hurtigt kontakt med Benny.

Jeg sidder nu i finalen om VM. Italieneren er sat, Benny viser også begyndende tegn på træthed, jeg sidder selv på grænsen og bliver hele tiden mindet om oplevelsen på første omgang –det vil være fatalt at eksplodere nu. Det eneste jeg tænker nu på er, at forsøge at komme med hjem, helst meget tæt på ham inden den sidste nedkørsel mod mål hvor jeg ville kunne komme forbi ham. Han har lige 1% mere og kommer i mål som en meget lykkelig verdensmester 12 sekunder før mig. Benny har arbejdet seriøst på denne medalje i mange år og vandt helt fortjent dette VM –Han var den bedste på dagen.

Viceverdensmester er sgu også helt i orden, jeg er meget stolt og glad over min første UCI medalje -men næste år følger der en trøje med.

Jeg er ikke som det måske kunne lyde blevet indkaldt til militærtjeneste –selvom mange med rette nok vil mene at jeg kunne trænge til at blive rettet af, forsvaret har haft deres chance men tog den ikke…

Trøjen er Landsholdstrøjen, og jeg er stolt over at skulle cykle i den til WM i Franske Pra Loup på lørdag. Det er aldrig for sent at få indfriet sine sportslige ambitioner, derfor glæder det mig, nu i en alder af 50 år at være i mit livs cykelform. Mange tænker sikkert på hvad der driver værket, det er ganske enkelt glæden ved at træne og det sammenhold vi har på Teamet og i de andre træningsgrupper jeg er med i. Det er selvfølgeligt også motiverende at der til stadighed er ting jeg kan forbedre både teknisk og fysisk.

WM bliver min første optræden blandt de bedste i min aldersgruppe, jeg ved at der er nogle skrappe drenge med -men er klar til at tage kampen op med dem. Svenske Benny Anderson blev nummer 3 sidste år, de gange vi har mødtes har jeg vundet, så muligheden for en topplacering er absolut tilstede. Jeg har i år forsøgt mig med en ny metode for at ramme topformen til mesterskaber –første gang til XC DM hvor det gik perfekt, nu prøver jeg igen her til WM. Tvivlen om man nu gør det rigtige er der konstant, og på vej med målet kan dagsformen godt føles rigtig dårlig, men så når det gælder fungerer det –tog en tid på vores AT rute i Geel’s i går og kørte 13.19 på en runde, det hurtigste jeg nogensinde har kørt.

Jeg håber I vil krydse fingre for på Lørdag.

Mads

Oplevelser omkring DM MX.

Så skete det endelig, jeg fik min første DM titel. Sidste år var jeg uheldig at brække hånden til DM MX,  på en dag hvor jeg ellers var super kørende. I år var DM M flyttet så det lå tæt på en forudbestem pause, og mine forventninger var derfor ikke høje. Jeg kørte gadeløb i Herning  om fredagen, hvor jeg synes at benene var ok, så med en lille rulletur lørdag, var det bare at håbe.

Hele lørdagen eftermiddag var det dårligt vejr, med massere af regn, hvilket gjorde en eller meget hård rute endnu hårdere. Jeg kørte noget af ruten i 2007, og viste at det ville blive et rigtig langt og udmagrende løb, hvorfor jeg tog den roligt fra løbets start. Dette var ikke Henrik A. dog ikke enig i, så han kørte som han plejer, full gass. Efter kort tid sad vi 4 i front,  Rasmus Jessing, Jens Gorm, Henrik og jeg. Ved den første rigtige stigning, måtte Henrik slippe, perfekt! nu sad vi to T-bikes og Jens G. De næste par stigninger holdt jeg tempo så, Henrik ikke skulle komme tilbage, dette fik dog desværre sat Rasmus, og jeg sad nu alene med Jens G. Som virkede godt kørende. Jeg besluttede derfor at vente på Rasmus, og lod Jens fører, men efter kort tid virkede han lidt presset og jeg prøvede et kort tempo skift for at se om det var skuespil. Jeg fik hurtigt et pænt hul, og så var det bare at træde.

Der er ikke så meget mere at sige, andet end” jeg blev dansk mester i mtb mx 2009, hvilket jeg er rigtig glad for”. Jeg vil gøre hvad jeg kan for at nyde trøjen og gøre den ære, for jeg synes at den fortjener det, selvom den er lillebroren.

Nu vil jeg tage til VM MX. I Graz på fredag, og give den endnu mere gas!!

Her er ruten 104 km, med 3800Hm, så det bliver helt sikkert en træt rytter der skriver et indlæg om dette i næste uge.

Tilsidst vil jeg ønske Jonas P. Mads P, Annika L. og Mads B. Stort tillykke med deres mesterskaber.

Forberedelserne til søndagens ShimanoLiga var ikke helt som de plejer at være. Jeg startede dagen med at pakke mine tøser og drage med toget til Sorgenfri, for at ønske min mormor tillykke med de 85. Hun diskede til gengæld op med sort kaffe og wienerbrød – så kan man jo passende spørge Bobby Olsen eller Henning Primdal, om dét er noget man kører hurtigt på. Godt ladet op var det bare om at vende snuden hjemad igen for at hente grej og cykel.

Taskepakningen trak lidt ud, men heldigvis kører Kystbanen sjældent til tiden (tak DSB), så jeg nåede alligevel det planlagte tog mod Whiskeybæltet hvor dagens afdeling af ShimanoLigaen skulle køres, og det endda på den samme billet som fik mig hjem fra Sorgenfri . På vejen nåede jeg dog, at diskutere med en ældre dame hvorvidt min cykel kunne få lov til at stå på den eneste cykelplads i toget; når der nu kun var små 300 ledige sæder damen kunne sidde på! Skulle nok have pusset min mormor på hende..

Eksplosion og en grim flænge

Sikkert fremme i Vedbæk kastede jeg mig ud for at  prøve ruten med Fantomdrengen aka Jonas Pedersen. Det gik fint indtil vi var nået halvvejs rundt. BANG pffssssss; det betød en slange uden luft og et flækket dæk. På det tidspunkt var der 20 minutter til start, og jeg følte mig en anelse presset. Løsningen blev en ny slange fra lommen og en energi-gel fra Agisko. Indpakningen fra gelen kunne fylde hullet i dækket ud, så jeg kunne humpe tilbage til startområdet og få et nyt.

Tak til Mads og Thomas fra Teamet, der lynhurtigt fik hjulpet mig afsted på et nyt dæk.

Simon i Dannebrog –håndtaget i bund

Sådan en gang opvarmning og et ekstra stressmoment gjorde at jeg var helt tændt, da jeg stod på startlinjen. Jeg blev placeret i andet geled bag Henrik Andersen (HMTBK), der altid starter godt, og Simon Tarp (Webike), der så godt ud i sin nye Danmarksmestertrøje.

Starten gik og afsted fløj vi. Over stok og sten, med Henrik og Simon i front. Hurtigt var vi fire, der skilte os ud: Jens Gorm og Henrik (HMTBK), Simon og undertegenede.

Jonas kører forbi og Jens rykker fra

Allerede på anden omgang kom Jonas, der startede bag elitefeltet sammen med de andre juniorer og ikke konkurrerer med os voksne, op til vores lille gruppe. Han kørte hurtigt forbi, og selvom han opmuntrende vinkede, kunne jeg ikke sådan lige smide mine tre følgesvende og lukke hullet op til ham. Vores lille gruppe begyndte dog så småt at gå i opløsning. Først faldt Henrik fra, og så satte Jens turboen til. Hverken Simon eller jeg kunne lukke hullet op til ham. Kvartetten blev til en duo, det så ud til, at det var andenpladsen vi skulle kæmpe om.

Simon bliver sat og skødehunden løber modsat

Simon og jeg fulgtes længe ad, og først på den femte af de otte runder skete der noget.

Tempoet faldt lidt og på en stigning havde Simon skiftet til midterklingen. Jeg kunne godt træde den op på den store, og så var det bare at hugge til. På ganske kort tid fik jeg åbnet et hul på fem-seks sekunder, og så skulle han ikke have lov til at komme op igen. Bedst som jeg havde presset mig selv helt op i det røde felt, kom en lille brun hund i tæppetisserstørrelsen løbende modsat hen ad sporet. Den valgte midten, jeg valgte højre side; og så slap vi begge helskindede fra mødet. Jeg nåede at overveje, hvad sansynligheden var, for at den kunne stoppe mine forfølgere, men da jeg hverken hørte eder eller forbandelser bagfra, skød jeg det hurtigt bort igen.

Det spidser til –podipladserne bliver fordelt

Bagved fik Henrik kontakt til Simon, og så fik jeg fornøjelsen af en jagtende duo. De var på intet tisdpunkt langt væk, og på vej ud på sidste omgang var forspringet helt nede på 27 sekunder. Henrik havde passeret Simon og prøvede at kæmpe sig frem til mig.

En andenplads ville til gengæld være min bedste placering i ShimanoLigaen, så der blev gravet ekstra dybt. Efter en rigtig god sidste omgang kunne jeg køre over stregen på en sikker andenplads, små 40 sekunder foran nr. tre.

Jens fra HMTBK kørte meget overbevisende sin første sejr i et DCU-løb hjem. Tillykke med den, sådan en vil jeg også have.

I veteranklassen vandt Mads Bødker (Team T-bikes) og i U-19 vandt Jonas Pedersen (Team T-bikes), hvor mange sejre de to har, ved jeg ikke engang, om de selv har tal på .

Tak til HMTBK for en dejlig søndag i det grønne, og mine søde piger der heppede det bedste de havde lært.

/Rasmus

Casper Saltoft har ikke helt haft den sæson har havde drømt om, men en sejer i 5. Afd. af DUSTCupen er måske vendepunktet.

Casper Skriver:

Vil ikke sige jeg har trænet op mod løbet, da en dustcup afd. ikke kan betegnes som et sæsonmål, men der er perioder man kører stærkere i end andre. Omvendt så er Det hvide spor som i onsdags var rammen om 5. afd af dusten det tætteste  man kommer på min “hjemmebane”. Det og at jeg sidste gang der var løb på ruten måtte udgå fra en meget favorabel position gjorde selvfølgelig at man var lidt ekstra tændt på at gøre det godt.

Rullede ud til sporet og fik dermed en times god opvarmning, vidste jeg ville være rigtig varm, og kunne jeg få det timet således jeg kom nogenlunde til start ville det være optimalt. Så med vinden i ryggen fløj jeg afsted mod Avnstrup. Ind igennem skoven, og der kom snart noget minestrimmel til syne – var på rette vej. Lige op til mål for at sætte skilt på cyklen, og et hurtigt tjek af konkurrenterne:-)
De sædvanlige hurtige stilte til start, så det var bare med at sidde med i front når starten gik. Derfor stilte jeg mig også i forreste række, og kom afsted som jeg skulle. Netop det fakta at jeg er vant til at køre på sporet gjorde nærmest at første gang ruten undveg fra den originale rute var jeg ved at køre forkert:-) man kører vel på rutinen.

Ligger gennem mål første gang i 3. position, og der er stadig samling på feltet. Min taktik var egentlig bare at sidde med i front, og forsøge at give alt hvad jeg havde hvis muligheden var der. Der skulle køre aggressivt fra start. Desværre var tempoet på første omgang så højt at ingen får lov til at køre væk. Udover min fornuftige start taber jeg på startloopet min dunk, og ved at 80min uden vand ikke går, og da vi passerer mål efter 1. omgang er jeg ved at være noget tør i munden.
Stadig samling på feltet ud på 2. omgang, og jeg var begyndt at blive tørstig. Der havde været lidt styrt i front gruppen, og den var blevet reduceret til (tillader mig at kalde det de 4 favoritter) Simon T, Jens G, Henrik A, og Jessing (Teamet)
Stadig højt tempo, og der bliver forsøgt enkelte angrib, inkl. mig selv forsøger at komme væk, og til sidst lykkedes det. Min oprindelige plan var egentlig at jeg ville have et lille hul så jeg kunne stoppe og samle min dunk op, men da jeg kommer igennem mål, og der mig tilbage har jeg fået et større hul end først forventet, også går der konkurrence i den. Skulle det lykkedes mig at komme alene i mål til sidst, også endda på mit “eget” spor. Jeg forsøger at køre fejlfrit, men stadig med max fart, og det føltes godt. Benene fungerer, og der bliver brugt minimale kræfter på forkerte gearskifte, og acc. det eneste der koster kræfter er de mange overhalinger, men det er nærmest som om der går sport i at komme forbi flest på én gang, og tingene flasker sig for mig.
Igennem mål og ud på sidste omgang er jeg sikker på at folk er en smule overraskede over at se mig alene i front, og de skulle vente længe på nummer 2 kom. Har ud på sidste omgang et lille minut, og selvom jeg ikke aner noget om dette forsøger jeg bare at holde kæden stram. Det føles som om der bliver endnu flere at overhale, men tanken om jo flere jeg kommer forbi, jo flere skal forfølgerne også forbi, så derfor bruger jeg alle mine kræfter på: “bagfra - venstre om, nej nej nej højre……tak”
Ud på den sidste grussti rejser jeg mig og sparker de sidste kræfter ned i pedalerne, og orienterer mig bagud. Ingen at se, så nu skal den bare køres hjem. Forbi det lange græsstykke ved hegnet, let stigning, ned i svinget på engen, og stille og roligt i mål.

Det lykkedes denne gang, og endda rimelig suverænt. Har over et minut i mål til nummer 2 som bliver Simon T, med Jens G, Jessing, og Henrik A på dæk. Tæt kamp. Der blev kørt stærkt over hele linien, og med 5 mand blandt de 8 første havde Teamet en go dag på det hvide spor.
RMK skal også have tak for en SUPER rute, det er rigtig MTB.

Danmarks mest kuperede område ved Silkeborg lagde i weekenden jord til Danmarksmesterskaberne i MTB-Marathon.
En rundstrækning på 25 km skulle gennemkøres 3 gange; det lyder i sig selv som en overkommelig opgave, men når man dertil lægger over 80% single track, 650 højdemeter pr. omgang, 24 grader, en luftfugtighed over 90% og et tungt underlag, så får man det vel nok mest krævende marathon, der er kørt i Danmark.

Hele Team T-Bikes stod linet op på startlinien, og de største forventninger i elitefeltet var knyttet til Benjamin, men også Rasmus kunne efter sine meget flotte resultater i Norge, ikke frasige sig podiepotentiale.
På en taktisk første omgang, hvor en eksklusiv førergruppe bestående af Jens Gorm og Henrik A. fra HMTBK samt Benjamin og Rasmus havde skilt sig ud, prøvede Rasmus og Benjamin at komme af med forfølgerne –det lykkedes også men tempoet var lige i overkanten for Rasmus, så de 4 blev igen samlet.

Det var nu Benjamins tur til at prøve at komme af sted, det lykkedes til fulde og han kom til slut alene i mål med 6 minutters forspring til Jens Gorm på andenpladsen. Jens havde et forspring på et godt minut til Rasmus på tredjepladsen. Det var Benjamins første og meget velfortjente Danmarksmesterskab, og ligeledes Rasmus’ første podieoptræde ved et DM.

Andre placeringer i elitefeltet: Johnni blev nummer 9 og Niels Bay nummer 15 efter en punktering. Casper valgte som mange andre at stå af efter 2. omgang, benene var der desværre ikke på dagen.

I juniorklassen var det business as usual: Jonas blev en sikker vinder foran teammate Frederik Kjeldsen. –han kom dog ikke sovende til 2.pladsen; det blev en lang og hård duel med Rivettes Kristian Axelsen, som Fredrik først på den sidste kilometer fik afgjort til sin fordel.

I H40 viste Mads Bødker atter, at han er den stærkeste veteran i Danmark for tiden. Han vandt sikkert med over 9 min til nr. 2 Anders Bro Bystrup –og samtidig rakte hans tid til en 11. plads overall.

Summa summarum for weekendens anstrengelser: 3 Danmarksmestre, én sølvmedalje og én bronzemedalje.

Det var med fuld forventning, at fire mand fra Team T-bikes tog imod invitationen til Grenserittet i Norge. Ja, faktisk var det særlige ved løbet, at der om fredagen blev kørt 50 minutters Gekko race på en fæstning mod nogle af Norges og Sveriges mest prominente navne, heriblandt Emil Lindgren, som efter sigende lige har scoret en 11 plads til EM, og de svenske og norske mestre. Vi var kun 26 til start på den 2 km korte rundstrækning, ikke mange at køre mod, men der var heller ikke så meget plads på ruten, så det gjorde nok ikke så meget.

Regnen satte voldsomt ind en halv time før start, og det hele så lidt forkølet ud. Græsplænen var blevet våd, og europallerne der skulle forceres, glatte. Efter nøje instruks tog fanden ved starten og af sted fløj alle mand ned af brosten op af bakke rundt og ned forbi tilskuere over nogle træstubbe forbi fæstningen og så rundt igen. Heldigvis var der kommet mange tilskuere der trodsede regnen, så lungesmerter blev fortrængt.

Tempoet var bare lige hårdt nok, men ok, da det var toppen af poppen, der var med. Rasmus Jessing kom til at sidde på mellemhånd i forhold til de tre forreste, og måtte desværre se sig ude af kampen om spurtpræmierne. Men en meget flot 6. plads gav bevis for et nærmest professionelt niveau, og vi andre var stolte af den slanke dansker. Casper Saltoft og Benjamin Justesen placerede sig ca. midt i feltet, hvis man kan kalde 24 spredte ryttere for et felt. Niels Bay Petersen var heldigvis ikke blandt de allerførste, der blev hentet af de forreste…

80 km fra Sverige til Norge i hæsblæsende grusvejstons

Vægtfanatisterne havde taget stiv gaffel og semislick dæk på til starten om lørdagen i svenske Stromstad. Men hvorfor de også havde bragt rundsave med, var ganske uforståeligt. Masterstart og jævnt terræn på grusveje de første 12 km, blev et langt placeringshelvede.

Selv om man er en relativ rutineret landevejsrotte, var dette udisciplineret kørestil, var vi mange der følte. At holde sig blandt de 20-30 første var mere et spørgsmål og rundsave på albuerne end hårdt antrit. Men med vanlig autoritet startede Rasmus Jessing allerforrest og holdte sig forrest hele tiden. Et par rækker længere nede var der læ, men feltet så bredt, så man ikke kunne køre frem ude i siden. Niels og Benjamin sad i nærheden af hinanden i 5-10 geled, og Casper var lidt længere fremme. Da den første lille forhindring i form af et venstresving kom, opstod der kø, og folk begyndte at klikke ud af pedalerne.

Med udsigt til vildt tons for at køre huller ind og skille fårene for bukkene blev løbet endeligt åbnet efter 15 km på denne i dansk sammenhæng lidt ukendte måde. En våd græsmark fulgte lidt efter igen, og det blev klart at tre grupper allerede var opstået, og angiveligt en masser grupper bagved (5620 deltagere, husk det!)

Rasmus sad i den forreste, Casper i nr. to og Benjamin og Niels i den 3 gruppe. Benjamin tog initiativ til at køre selv op til 2 gruppe, så snart der var plads, hvor Niels forsøgte at køre sammen med et par andre, hvilket kort fortalt blot betød en mindskning af den 3 gruppe.

Generelt havde T-bikerne den klare opfattelse at det var landevejskørsel uden det helt store taktik, der blev kørt. For alle havde rimelig succes med at køre væk for sin gruppe under stejle opkørsler eller de få tekniske passager, men hver gang, sad der nogle umådeligt stærke mænd der kunne trække gruppen sammen igen. Så det var lidt demotiverende, men ganske fornøjeligt at køre nedad.

I forreste gruppe, lykkedes det to favoritter at trække fra, uden Rasmuses tilstedeværelse.

Tilbage ved fæstningen i Halden blev det i alle tilfælde nogle spændende spurtopgør med en fantastisk baggrund. Der var 15 præmier at køre om, og Rasmus blev nr. 11 i tiden 2:27:15 (32,6 km/t i gennemsnit), Casper 22 i tiden 2:29:45, Benjamin 26 i tiden 2:30:05 og Niels 39 i tiden 2:33:44.

Vinderen blev svenske Emil Lindgren fra Team Enervit.

Link til Grenserittet: http://www.grenserittet.com/

Skrevet af Niels Bay Petersen