Team T-Bikes havde sat næsen op efter en top-5 placering til årets DM, som blev kørt i Aalborg på en af landets bedste MTB ruter den 20. juli. Men en 6-plads til Benjamin Justesen og tre mand i top-10 var så absolut godkendt. Her følger en løbsrapport fra DM debutanten Rasmus Jessing.
Jeg havde taget hele min personlige fanklub – mine to døtre og deres mor – med i toget til Aalborg og så frem til hepperi for fuld udblæsning på en spændende DM-søndag i Lundby Krat.
Ruten var godt nok noget af en mundfuld. Allerede om lørdagen, under en stille prøvetur, kørte jeg af sporet på en af nedkørslerne. Men med lidt øvelse skulle det nok gå, og søndag eftermiddag stod jeg med hjelmen spændt klar til mit første DM; med vished om at det ikke var nedkørslerne, der kom til at gøre mest ondt.
Det gik fra start over stok og sten. Noget med at Peter Riis og Jakob Fuglsang ville have lidt afstand til os andre … med tanke pĂĄ alle de højdemeter vi skulle igennem slap jeg allerede det forreste kobbel pĂĄ startloopet. Fik et enkelt puf fra en fyr, der var større end mig (der skal ikke sĂĄ meget til, nĂĄr man ikke vejer mere end to store fadøl), og sĂĄ syntes jeg pludselig, at jeg lĂĄ helt nede og rodede omkring 15-20 stykker. Mit hĂĄb har hele sæsonen været at komme blandt de ti bedste til DM – og i det øjeblik virkede det ret fjernt.
Men så fik jeg overhalet et par fyre i blåt og en enkelt i rødt. Derefter skulle vi op ad en af rutens stejleste stigninger. En rytter foran mig stoppede halvvejs oppe og jeg røg af cyklen. Så var der ikke andet at gøre end at sprinte op i bedste Carl Lewis-stil (ups, han var vist dopet … Kipketer-stil, så!). Jeg strøg udenom et par stykker og fik et godt hul ned til en gruppe på tre-fire stykker. Så begyndte det at ligne noget. Inden længe kunne jeg ikke se noget i ’bakspejlet’, og fandt hurtigt ind i en god rytme.
Inden længe fornemme jeg imidlertid, at der var en team-kollega på vej op. Helt sikker blev jeg, da jeg meget høfligt blev spurgt ”Rasmus, må jeg komme forbi når der er plads?” Det var Benjamin, som jeg ellers troede, var forsvundet med de hærgende horder ude foran. Forbi kom han selvfølgelig; selvom det er et DCU-løb kan man godt være høflig og erkende overmagten. Synes jeg hang meget godt på, og meldingen om at vi lå 7. og 8. var en ekstra opmuntring.
Efterhånden var kampen i Lundby Krat blevet lidt ensom, så jeg var egentlig godt tilfreds, da jeg fik selskab af Peter Bech fra Team Rivette. En særdeles rutineret herre, der har nogle gode resultater fra tidligere mesterskaber bag sig. Vi fulgtes meget godt ad. Men med et par omgange tilbage lavede jeg rod i et gearskifte på et fladt og ufarligt stykke. Peter kørte op på siden af mig og spurgte om jeg havde defekt. ”Næ, tror bare man kan kalde det gearkludder,” svarede jeg. Han lod nu ikke til at have ondt af mig og mumlede noget i retning af: ”Det er da godt, at der ikke er så langt igen!” Derefter tog han føringen og begyndte stille og roligt at øge tempoet. Det går fint tænkte jeg; var faktisk ret sikker i min sag, for på de stejleste stigninger fik jeg hele tiden et lille hul på nogle meter. Men det gik bestemt ikke fint. Han sejlede ligeså roligt ud af min synsvidde. F#@€k. Har ellers fået skovlen under ham tidligere i år.
Klokken ringede for sidste omgang. Det var på tide at finde de sidste reserver frem, og give den en over nakken. Måske det stadig var muligt at komme op til Bech? Kunne godt holde til en tempoøgning selvom det rev seriøst i bentøjet. Regnen var kommet og gået nogle gange og selvom sporet havde ændret sig kunne jeg stadig køre op af alle stigninger.
Ved ikke hvor tæt jeg var kommet pĂĄ Bech, men pĂĄ vej ned til mĂĄlomrĂĄdet og ud pĂĄ den sidste løkke af ruten mistede jeg kontrollen. Det var ellers en nedkørsel, som kun var svær pĂĄ det øverste stykke og overskuelig mod slutningen; da det øverste stykke var vel overstĂĄet slap jeg bremserne og hamrede nedad … og blev mere end almindeligt overrasket, da jeg endte i noget dybt mudder. Cyklen flyttede sig en halv meter længere til højre end beregnet, og træet flyttede sig ikke. Det eneste jeg husker er et højt brag og duften af nordjysk muld helt tæt pĂĄ! Heldigvis skete det lige foran mit medbragte tøse-heppekor, sĂĄ jeg forventede lidt medfølelse. Fik det modsatte: ”Kom sĂĄ op pĂĄ cyklen og videre!” Til min overraskelse var den hel (so strong, so light)! Men carbongejlede bremsegreb i højre side var til gengæld forvandlet til skrot. Det skulle ikke forhindre mig i at køre opad, sĂĄ af sted gik det. Der var tid til at overveje, om jeg kunne køre ned ad ’benbrækkerbakken’ og ’slalombakken’ uden bagbremse? Og jeg havde heldigvis en enkelt lille nedkørsel at øve mig pĂĄ. Svaret kom prompte: Nej! Fik endnu engang duftet til den nordjyske muld, og nu var der balance i regnskabet: bĂĄde højre og venstre skulder var slĂĄet til plukfisk.
For bittert hvis ikke det skulle lykkedes at komme i top-10 pĂĄ grund af sĂĄdan en smule uheld.
Løb nedad og kørte med alt hvad jeg havde opad. Fik hurtigt styr på en teknik, hvor jeg nærmest skøjtede ned gennem mudderet og kontrollerede hastigheden med forbremsen. Top-10 placeringen var hjemme. Sluttede som nummer 8! Og dagen efter var det ikke benene der værkede, men skuldre og kraveben der havde ageret støddæmpere. Alligevel er jeg ovenud tilfreds med min DM-debut.
Hjælp manglede der ikke noget af på dagen! Både flasker, kørsel, opmuntringer, opdateringer, blitzlys og hårde ord. Tak til Mathilde, Sigrid, Astrid, Jacob, Simon, Henrik, Bo, Jannik, Nicolaj, Klaus, Peter, Sandra, Frederik, Frederik, Thomas, Jens og alle jer andre jeg ikke nåede at genkende i kampens hede.
Selvom det gjorde og gør ondt er det ikke mit sidste DM, og jeg vil nok ikke være tilfreds med en ottendeplads til næste år!
// Rasmus
