Niels Bay skriver fra Slush finalen: guns of navarone the free free heathers movie download
Efter flere uger siden sidste Slush og en hel træningslejr i benene, var der fra T-Bikernes side spænding omkring placeringerne i sæsonens sidste afdeling af den populære slushcup.
Det har været en lidt kold tyrker at vende tilbage til en snefyldt vinter efter Lanzerote, men efter nogle træningsture, var man efterhånden indstillet på at køre i sne. Imidlertid ville skæbnen af temperaturen lige skulle være i plus, så tøvejr bød på nye udfordringer.
Heldigvis var jeg for en gang skyld i tilstrækkelig god tid til at nå en opvarmningsomgang, som gjorde mig overbevist om, at det var bedst at køre på næsten flade dæk, for at sikre bedst mulig kontrol i det mærkværdige og glatte sneføre. Det koster alt for meget tid, at skulle korrigere og sætte cyklen på tværs, så en sikker start var meget vigtig.
Jeg var også så heldig at stå i første række da startskuddet gik, så det gik derudad i gyngene suppedas. Michael Grønbech og Simon Tarp var de første til at lægge kursen og slap helt fri af andre, der måtte forstyrre rytmen, sigtelinjerne og balancen.
Jeg selv var helt vildt tilfreds med at jeg havde nogenlunde greb, og en sjælden bekymring for at Benjamin endda skulle holde i vejen for mig var en kort overgang endda aktuel… Men Benjamin fik heldigvis igen greb og så kunne han køre sin egen vej igen. – For gud hvor er det dog frustrerende, når man ikke selv er herre over retningen på sin egen cykel. Men sådan er det jo, og nogle gange er man jo også selv den, der er irriterende over for andre, skal det retfærdigvis lyde herfra
Sporet blev lidt mere brunt et par minutter senere, og det betød at det pludselig også handlede om at træde hårdt i pedalerne. Så Jens Gorm fra Holte overhalede mig, næsten synkront med Rasmus Jessing. Heldigvis nåede de så langt væk, så de kunne køre ind i hinanden uden at jeg blev påvirket. Rasmus blev på ny sat tilbage, og så kom vi endelig ind på noget singletrack. Uden fare for parallel-løb. Jeg holdt skansen som ca. nummer fem på hele første omgang, så det var jeg fint tilfreds med. Så nu skulle kæden bare holdes stram. Ruten tøede endnu mere op, så der blev flere steder, hvor man kunne træde igennem, og så blev det mindre fedt at køre uden luft i dækkene. Så pludselig havde jeg en hale af ryttere efter mig. Heldigvis var de alle klædt i orange, så jeg undgik at panikken greb mig – så ingen slinge i valsen, hvad det angår!
Derfor kunne jeg uden tøven lade Rasmus og Casper køre forbi, da de havde luft til at sige, “når der engang er plads, vil jeg gerne køre forbi”. Jeg tænkte at så meget luft havde jeg ikke selv, så det måtte være på sin plads at jeg gav dem mulighed for at køre ordentligt forbi, så de kunne fortsætte jagten på de allerforreste.
Som vanligt var det så Mads og jeg der måtte holde de andre bagude… Mads er en rar mand at følge, da han laver meget få fejl. Ofte er det sådan, at hvis jeg finder tempoet 2 procent for langsomt laver jeg selv fejl, og så er tempoet jo faktisk helt perfekt, må jeg erkende gang på gang…
Hen på 2. runde begynder vi allerede at skulle kaste os ud i den ene risikofyldte overhaling efter den anden. Sporet er næsten tøet helt op i 10 cms bredde, men hvis man vil overhale, så skal man altså bare ud i sjappen for fuld skrue og sidelæns. Jeg skulle koncentrere mig så meget, så der knap nok var plads til at sige venstre eller højre om. Multitasking er en svær disciplin, også på cykel…
Jeg synes faktisk denne sidste slush har været en af de allersværeste hvad overhalinger angår. Men det har vel også sin charme, det er jo kun for sjov, og man skal værne om sit gode navn og rygte… Det var i hvert fald det, jeg blev nødt til at tænke, da jeg på høflig vis lod mig stå på tværs i en klump af ryttere, og se konkurrenter som balancekunstneren Henrik Djernis forsvinde, et par km før mål…
Også Jonni fik tydeligt bedre styr på den lange overkrop, da han tog en ungdoms rytter indenom på muddernedkørslen uden unødig ulempe, som der står i teoribøgerne. Jonni kunne trampe sig frem til en flot 9. plads., foran mig og Mads. Jonni kan vinde på en god dag, men nr. 9 med sygdom i kroppen vidner om god grundform, må man sige.
Også Casper havde fået rigtig god fart og kørelyst tilbage til denne dag, så der var også positiv stemning fra ham at se efter løbet.
Michael Grønbech havde tyngden, balancen og rutinen til at være bedste mand til at styre uden om, eller skal vi sige bryde isen…Tillykke til ham, og fordi han satte streg under at T-Bikes er et hold, med bredde til at 4 forskellige mand kan vinde 4 forskellige afdelinger.
Dog skal det nævnes at Klaus Nielsen fra Pronhorn kom allerforrest, men da han kun er tilmeldt enkeltafdeling, tæller sejren ikke i cup sammenhæng, lyder det fra Slushcup arrangørerne.
Så Michael Grønbech blev nr. 1, Benjamin blev nr. 2, Casper nr. 5, Rasmus nr. 6, Johnni nr. 9, Niels nr. 10, Mads nr. 11 (1 i H40), Thomas Aaboe nr. 13, Eskild Ebbesen, nr. 14 og Jakob Lauritsen nr. 30 (med en kæp i øjet, dog uden alvorlige men!)download walking tall 3 dvdrip