Før 3. afdeling af Slushen havde Team T-Bikes’ Michael Grønbech udtalt, at dagens rute passede ham perfekt, og at han gik efter at gentage sejren fra 1. afdeling. En defekt bagbremse satte imidlertid en stopper for den plan. I stedet kørte holdkammeraten Rasmus Jessing sig for første gang på podiet med en fornem 3. plads.
Da 3. afdeling af årets Slush Cup skulle køres søndag den 16. december, var der dømt rigtig vinterdag i Hareskoven. Tågen hang tæt mellem træerne og temperaturen sneg sig kun lige akkurat op over de 0 grader. Det betød en for det meste stenhård skovbund, og perfekte forhold for de teknisk dygtige ryttere, som kan holde gang i cyklen på de hurtige single-track. En rute som Grønbech ikke kunne have ønsket sig det bedre.
”Jeg var godt nok opsat fra morgenstunden. Specielt ovenpå den seneste afdeling ved Herstedhøje. Derfor var det også superfedt at komme i skoven her til formiddag, og finde ud af, at ruten var så god. Bakkerne var lige præcis den længde, som passer mig bedst, og jeg kunne køre ruten rundt uden at skulle ned i mellemste klinge,” sagde Grønbech efter løbet.
”Men da starten så gik, kunne jeg godt mærke, at jeg ikke var flyvende. Jeg kunne lige akkurat følge med i første gruppe, men havde faktisk pisseondt i benene. Efter to omgange, hvor jeg stille og roligt var gledet ned gennem feltet, valgte jeg at udgå. Da jeg havde sundet mig over skuffelsen, kiggede jeg nærmere på min cykel og opdagede, at den bagerste skive var defekt, og hjulet knapt kunne snurre rundt. Det skal ikke være nogen dårlig undskyldning, for de andre kørte stærkt i dag, men det var nu alligevel surt, at jeg ikke opdagede det før løbet og havde haft tid til at fixe det!” slutter en noget skuffet Grønbech efter dagens strabadser.
Masser af succes – trods alt
Selvom Grønbech ikke levede op til egne forventninger, var der masser at glæde sig over for Team T-Bikes. Rasmus Jessing, som er en af de nye ryttere på holdet, kørte et suverænt løb, og var kun 20sek efter Benjamin Justesen på 3.-pladsen. Desuden havde Team T-Bikes hele 6 mand i top 10, og satte sig dermed endnu engang tungt på første pladsen i holdkonkurrencen.
Også i H40 var der masser succes. Den ellers så suveræne Mads Bødker måtte udgå med defekt, og straks stod teamkammeraten Thomas Aaboe klar på sidelinjen. Han kørte en sikker sejr i hus foran endnu en Team T-bikes rytter: Henrik Cohen på 2.-pladsen.
Kilde: www.t-bikes.dk













