VM Medalje til Bødker

Verdensmesterskaberne for veteraner.

Franske Pra Loup var for tredje gang vært for verdensmesterskaberne for veteraner. Pra Loup er en hyggelig skisportsby i de centrale alper. Mesterskaberne havde i år samlet over 1100 deltagere til Downhill og XC. Dette VM har det sidste år været mit helt store sportslige mål –med al ære og respekt for vores lokale onsdags verdensmesterskaber.

Torsdag.

Op 4.30 og med flyet til Nice 7.00. Jeg havde i sidste øjeblik fået overtalt min bedre halvdel Mikaela til at tage med –hun var ikke så svær at overtale. Efter lidt bøvl og ventetid sad vi nu i udlejningsbilen på vej mod Pra Loup, jeg havde hjemmefra set at motorvejen over Aix en Provence skulle være den hurtigste ca. 3 timer, men et kaffe stop på motorvejen bringer os i tvivl, vi køber et kort og vælger at køre den korteste vej, 4 timer, 1000 hårnålesving og en køresyg Co-Driver senere ankommer vi til Pra Loup, det skal dog siges at det var en meget smuk vej.

Jeg får hurtigt samlet SHARKEN, så jeg kunne nå ud og træne på ruten inden officielle træningstid sluttede. Ruten var absolut et verdensmesterskab værdigt 7.2 Km lang  med 270 højdemeter pr omgang. Nedkørslerne var virkelig i den giftige ende med drops, klipper, snævre passager mellem træer og det hele på en løs sandet bund som gjorde det svært at bremse. Jeg fandt hurtigt ind i flowet på ruten og kunne køre det hele, selvom det krævede en ekstra dyb indånding.

Fredag.

Gik med at slappe af og vente på den officielle træningstid kl. 14.

Trillede!! en runde, sporet var nu meget opkørt men stadigt til at køre, kunne fornemme i målområdet at der var rigtigt mange som måtte trække cyklen gennem de sværeste passager.

Hjem og vaske cykel og gå den igennem en sidste gang –alt spillede perfekt.

Mere afslapning –man bliver sgu helt træt af al den afslapning. Tid til at tænke løbet igennem atter engang –har tænkt på det i et år efterhånden. Det er mange faktorer der skal tages højde for, hvoraf rigtigt mange er ubekendte. Skal jeg lægge hårdt ud? Skal jeg følge de andre og se hvad der sker? Jeg kender kun Benny’s styrke hvor stærke er de andre? Beslutter mig for at holde mig til blandt de første for ikke at blive bremset for meget på nedkørslerne.

Lørdag.

ENDELIG kom dagen, jeg har gået med en mærkelig ambivalent følelse de sidste dage –glæder mig til at køre, men vil samtidigt ønske det var overstået jeg ved jo godt hvor hårdt det kommer til at blive -eller ved jeg det..?

Som National mester var jeg seedet i første række, så der stod jeg i mit rød/hvide landsholdstøj og prøvede at se sej ud.

8.30 Parat-start-kør løbet er i gang, mister et par positioner i start kampen, men får mig kørt op i top 5 på første opkørsel. På den følgende nedkørsel ser jeg at de kører meget forsigtig, med Benny hængene i bremserne forrest, pludselig styrter Østrigeren foran mig, jeg får lige kringlet mig forbi. Tænker nu, at det bare gælder om at komme helt forrest for at udnytte mig tekniske fordel –undrer mig over at ryttere der må køre i bjerge til hverdag ikke er bedre teknisk.

Får overhalet endnu en rytter ved at hoppe over en sten og er nu oppe på 2. Pladsen efter Benny, inden næste tekniske sektion SKAL jeg bare forbi ham -det ved han godt, så det bliver ikke nemt, det lykkedes dog efter endnu en fræk overhaling –Tak SLUSH og DUST man får sgu lært at overhale. Jeg ligger nu forrest i VM og kører fra de andre -helt vildt.

Første opkørsel virker meget tung, meget tungere end på prøverunderne jeg sidder i mindste gear og kæmper for at komme op –lårene brænder og jeg kan ikke få luft –satans dårlige bener tænker jeg. Opkørslen slutter med et klippe stykke hvor cyklen skulle bæres over, da jeg hopper på cyklen igen ser jeg at jeg i kampens hede har glemt at skifte ned på den lille klinge –Så tror fanden det var svært at træde den op, men værst af alt, skaden var sket –Jeg var eksploderet.

De næste 4 km gik mere eller mindre opad mod målområdet. I 1600 meters højde er luften noget tyndere skulle jeg hilse at sige. Så der sad jeg med tykke ben og lungerne langt ud af halsen og led. Det var nu kun et spørgsmål om tid før konkurrenterne kom bagfra og kørte forbi, først kom Benny derefter en Italiener Leonardo Arici, jeg kunne intet gøre. Tankerne fløj rundt i hovedet på mig, men en ting var sikkert jeg kunne umuligt køre 3. Omgange med de ben, alle medalje drømme forsvandt som dug for solen –tankerne om at udgå meldte sig kraftigere og kraftigere.

Med opbud at de sidste ressourcer –der skulle graves rigtig dybt, holdt jeg mig på cyklen. Det var nu et spørgsmål om at kæmpe mig op til nedkørslerne så benene kunne restituere bare en lille smule.

Jeg kommer op ca. 30 sekunder efter de første, vi skulle nu køre den sværeste nedkørsel –den var udeladt på start loopet. Da jeg begynder at køre ned ser jeg at de andre må løbe ned, jeg bliver på cyklen og indhenter dem hurtigt og kommer på hjul –og bedst af alt kommer der igen lidt liv i benene. Jeg skal forbi dem inden næste tekniske sektion så jeg kan få nogle ”gratis” sekunder til dem inden opkørslerne. Jeg kommer forbi, og finder nu ind i et tempo jeg kan holde uden at jeg går over. Jeg var godt klar over at jeg kørte langsommere end dem, men planen var nu at komme så langt som mulig før de overhalede mig, og så forhåbentligt have kræfter til at følge dem. Først kommer Leonardo forbi derefter Benny, men denne gang kan jeg lige akkurat sidde med.

Vi kører samlet ud på sidste omgang. Alle er nu klar over hvad det gælder om –at komme først til toppen inden nedkørslen. Kunne jeg få frit spor gennem hele det tekniske, kunne jeg få et solidt forspring –Leonardo havde i hvert fald luret det, på grænsen til det usportslige får han lukket mig af i en overhaling, jeg endte i en pæl med mine strimmel om styret. Kom hurtigt videre og fik brugt hele mit ordforråd at Italienske eder og forbandelser i bedste kaptajn Haddock stil. Der var nu for stort et hul til Benny og Leonardo til at jeg på bakken op kunne lukke det og komme først uden at brænde sammen igen. Jeg tog det nu med ro op, velvidende at jeg ville indhente dem nedad. Kommer hurtigt i røven på Leonardo som slæbende på sin cykel atter får spærret vejen for mig jeg var nu mere end rød glødende, lidt længere nede forsøger jeg igen at komme forbi –MEN NEJ. Benny kører sikkert videre og får et pænt hul til os, et sidste desperat overhalings forsøg lykkedes og jeg får hurtigt kontakt med Benny.

Jeg sidder nu i finalen om VM. Italieneren er sat, Benny viser også begyndende tegn på træthed, jeg sidder selv på grænsen og bliver hele tiden mindet om oplevelsen på første omgang –det vil være fatalt at eksplodere nu. Det eneste jeg tænker nu på er, at forsøge at komme med hjem, helst meget tæt på ham inden den sidste nedkørsel mod mål hvor jeg ville kunne komme forbi ham. Han har lige 1% mere og kommer i mål som en meget lykkelig verdensmester 12 sekunder før mig. Benny har arbejdet seriøst på denne medalje i mange år og vandt helt fortjent dette VM –Han var den bedste på dagen.

Viceverdensmester er sgu også helt i orden, jeg er meget stolt og glad over min første UCI medalje -men næste år følger der en trøje med.