Så nærmer min sæsons højdepunkt sig med hastige skridt, de sidste forberedelser er på plads. Cyklen er blevet gennemchecket og nye sliddele fra TOKEN og SRAM er sat på. -Nu er det så mig der skal fin tunes….
Efter min anden plads sidste år, hvor guldet og regnbuetrøjen kun var 12 sekunder foran mig, har jeg trænet målrettet frem mod dette års WM. Jeg syntes dog ikke rigtigt at jeg har ramt formen på noget tidspunkt på nær til DM i Landevej, hvor det kørte for mig. DM i Varde var en katastrofe, jeg var slet ikke kørende –og jeg forstår faktisk stadig ikke hvorfor. Jeg tog en uges total cykel pause efter Varde, og startede så langsomt op igen. Træningen er sådan set gået godt, men jeg mangler flere gode dage i træk for at kunne tro på at formen rigtigt er der –mærkeligt med den usikkerhed ligegyldigt hvor godt man er forberedt vil den sikkert altid være der!
Årets WM køres i den sydlige del af Brasilien i Balneário Camboriu som ligger i en provins der hedder ST. Catarina. Der har tidligere i 2006 været kørt World Cup der. Video fra det løb viser en rigtig teknisk rute –håber det bliver noget lignende, teknikken var min store fordel sidste år. Ellers er det en rigtig killer rute med 330 HM på 5.2 kilometer.. Fordelen i år er at løbet køres ved havets overflade hvor vi sidste år var i 1700 meters højde.
Jeg rejser derned så jeg har en uge inden løbet til at lære ruten godt at kende, og nå at slappe af så jeg står til start med helt friske ben Lørdag den 11.
Du kan se mere om WM her: www.ciclismosc.com.br/worldchampionships/site/
Jeg vil forsøge at skrive mere når jeg kommer derned, og får set på forholdene.













