Søndag d. 25. april havde Aarhus 1900 og SIF cykling inviteret til XC Marathon, på noget der nok kan beskrives som Danmarks hårdeste rute. Team T-bikes var reprænsenteret af undertegnede og Niels Bay Petersen. Vi kørte derover lørdag eftermiddag og nåede både at få trillet en tur i skoven og spist en gang italiensk sammen med tre flinke DMK’ere (tak til Leif, Morten og Kasper for en hyggelig aften) inden vi gik til køjs i vores lejede værelse hos Vibeke i parcelhuskvarteret på Hejrevej.
Vejret viste sig fra sin bedste side og sporet var knas tørt. Da starten gik, lagde Henrik A. (HMTBK) fra land og så var udskilningen i gang. Hurtigt var frontgruppen decimeret til fire, og da vi ramte de første lange stigninger, fik jeg trukket fra i front. Allan Bachmann (Aarhus 1900) kom op til mig og vores lille duo arbejdede hårdt derudaf.
Det var ikke meget vi så til vores konkurrenter, før vi skulle ud på den sidste 23 km runde. Søren Nissen (Team ST/M1) var nu under et minut fra os. Bachmann skruede tempoet i vejret, og hen over rutens hårdeste stigninger var Nissen ikke længere at se bagude. Det så ud til at vi skulle afgøre sejren imellem os.
Søren Nissen ville det anderledes. Med fem kilometer til mål startede rutens sidste reelle stigning, og da jeg kiggede mig over skulderen var duoen blevet en trio. Men det var ikke nok for Søren. Han rykkede væk midt på stigningen og lavede et stort hul vi umuligt kunne lukke – flot kørt.
Allan holdt kæden stram hele vejen til mål og kunne velfortjent tage andenpladsen foran mig.
Dagens podie blev altså: 1. Søren Nissen, 2. Allan Bachmann, 3. Rasmus Jessing
Niels Bay kørte sig efter en lidt uheldig start ind på en solid 13.plads.
Som sædvanlig var Silkeborg XCM et perfekt arrangeret cykelløb – tak for det.
Resultater og flere billeder her: http://www.sif-mtb.dk/














